Strategi for Sociale Medier - Sådan gør du

10 minute read
Tilfældige handlinger, giver tilfældige resultater. Få styr på din strategi i dag. Er du på udkig efter at optimere eller se din strategi på de sociale medier i sømmene? Godt. For der har aldrig været et bedre tidspunkt at starte på end nu.
 

Hvorfor have en strategi for Sociale Medier?

I et landskab med et stigende antal nye platforme, formater og muligheder, kan det være afgørende med en strategi, der hjælper dig med at sige "nej tak" til de ting, der ikke bringer dig tættere på dit overordnede mål.

Og et rungende "JA" til dem, der gør. 

Derfor har vi sammensat en lille guide, der hjælper dig godt i gang med at gøre dig de rette overvejelser og stille de rigtige spørgsmål. 

Ved at have en strategi for dine SoMe-aktiviteter vil du:

  • være mere effektiv med den tid og de bestræbelser, du lægger i det

  • skabe markant bedre resultater i form af brandbygning, trafik, leads og salg (og samtidig vide hvorfor)

  • være i stand til at måle og handle på resultater og dermed styrke din markedsføring.

 

6 vigtige spørgsmål du børe stille dig selv

Det er nemt at tro, at en "strategi for sociale medier" skal være et langt dokument, der tager højde for hver eneste lille detalje, når det kommer til dine bestræbelser på sociale medier - og det er det også ideelt set, men du kommer utrolig langt ved at stille dig selv nogle grundlæggende spørgsmål:

  1. Hvilke forretningsmål vil jeg opnå med sociale medier?
  2. Hvem er min målgruppe?
  3. Hvordan måler jeg succes?
  4. Hvad er min indholdsstrategi?
  5. Hvor meget tid kan jeg bruge på sociale medier?
  6. Hvad er det første win?
 

Kan du finde et svar på samtlige af disse spørgsmål, er du allerede godt på vej til at sammenstrikke din egen SoMe-strategi. Ved at have styr på disse punkter, får du et godt fundament, du altid kan udbygge med elementer som: Social brand guidelines, tone of voice, community management guidelines og meget mere.

Om du er helt grøn i strategi og sociale medier - eller bare gerne vil dobbelttjekke at du gør alting rigtigt - så hjælper denne guide dig godt på vej.

 

1. Hvilke forretningsmål vil jeg opnå med sociale medier?

Før du begiver dig ud i nogen som helst form for strategiplanlægning, skal du gøre op med dig selv, hvad du gerne vil have ud af din tilstedeværelse på sociale medier.

Sociale medier bør anskues som enhver anden markedsføringskanal. Det er derfor en god idé at starte med at kigge på de generelle mål for virksomheden og dernæst beslutte, hvor og hvordan sociale medier kan understøtte netop dét.

Forretningsmål, som sociale medier kunne være behjælpelig med, kunne være:

  • at øge brand kendskab

  • at bygge og styrke kundeloyalitet

  • at tiltrække flere/nye leads

  • at bygge relationer

  • at styrke kundeservice

  • at få flere besøgende på hjemmesiden

Målsætninger er et afgørende sted at starte, når det kommer til din SoMe-strategi, da de vil farve hele måden, du tænker, handler og måler dine sociale medier på.

 

2. Hvem er min målgruppe? 

I anden del af din strategi bør du fokusere på at forstå din målgruppe. Start processen, ved at stille spørgsmål som disse:

  • Hvem er min ideelle målgruppe og hvilke interesser har de? (lav evt. en eller flere personaer)

  • Hvad har jeg af demo- og psykografisk data at tage udgangspunkt i?

  • Hvilken tone of voice benytter de sig af?

  • Hvilke udfordringer/pains har de, som jeg kan løse?

Når du har fået identificeret hvilke mål du vil opnå og hvem din ideelle målgruppe, er, er det tid til at undersøge de forskellige platforme, for at finde ud af:

  • Hvilke platforme bruger min målgruppe?

  • Hvilke målsætninger kan disse platforme hjælpe mig med at indfri?

  • Hvilke platforme vil bedst nå min ønskede målgruppe?

Hvis en platform ikke bruges af din ønskede målgruppe - og ikke kan hjælpe dig med at indfri dine forretningsmæssige mål - bør du ikke investere hverken tid eller penge i den.

Dermed ikke sagt, at du ikke kan benytte dig af en platform, der ikke nødvendigvis virker "ideel" og stadig får resultater. Vi råder til, at du forsøger at maksimerer dine bestræbelser.

 

3. Hvordan måler jeg succes?

Når du har afgjort, hvilke platforme, der er bedst egnet til at nå ud til din målgruppe, er det tid til at sætte dig nogle realistiske mål.

Her lægger jeg tryk på realistisk. Det er nemlig nemmere at skalere dine bestræbelser på sociale medier, hvis du starter med et udgangspunkt, du rent faktisk kan håndtere - og opnå.

"What gets measured, get managed" - Peter Drucker 
 

Der er mange måder, du kan måle din succes på sociale medier på. Særligt med organisk kommunikation. Derfor er der her en liste med mål, som virksomheder i alle størrelser kan stræbe efter:

 

Trafik: Har du en hjemmeside, app, event eller måske en blog ligesom den her, som du gerne vil have folk til at besøge, kan det være en god idé at måle på den trafik, dine sociale medier genererer for dig.

Awareness: Hvis du gerne vil øge din målgruppes kendskab eller opfattelse af dig, kan det være en idé at måle på din brand awareness. Her kan du bl.a. se mod data punkter som rækkevidde, eksponeringer og video views.

Typisk vil autentisk indhold, der fortæller noget om dig som brand klare sig bedst i denne sammenhæng. Så husk, at du ikke kun skal se på den 'kolde' data, men også selve indholdet, du skaber.

 

Salg & Leads: Sociale medier kan også bruges til at generere mere salg i din virksomhed. Det kan både være 'indirekte' gennem dit branding-indhold, der gør dig til din målgruppes førstevalg.

Det kan også være via taktisk indhold, der henvender sig direkte til målgruppen og fører dem videre i "salgstrakten".

Hvordan du måler på det, afhænger af din salgs/leadgenereringsproces.

 

Engagement: Én ting er at dele indhold på sociale medier, en anden er at dele noget, som andre faktisk har lyst til at interagere med.

Ifølge Mighty Monday burde engagement altid være noget, du måler på, for det fortæller dig, om du har forstået følgende:

1) Dig selv og hvilken værdi du bringer

2) Din målgruppe og hvilken værdi, de leder efter 

3) Platformens præmisser

Engagement kan måles på flere måder... Nogle udregner deres engagement rate (total engagement / antal følgere * 100), mens andre ser på deres evne til at fastholde deres publikum såsom view-trough-rate (antallet af mennesker, som har set din video til ende).

Uanset, hvordan du måler din engagement, så overvej, hvorfor du måler, som du gør.

 Det er altså muligt at have både kvantitative (leads, salg, kliks) og kvalitative mål (engagement, awareness). Det handler om, hvordan du ønsker at måle din succes.
 
 

4. Hvad er min indholdsstrategi? 

Du bliver forhåbentlig ikke alt for overrasket, når vi fortæller dig, at måden, du indfrier dine mål for sociale medier afhænger af dit indhold... Vel? 

Godt. 

Har du fulgt de ovenstående skridt, så har du formentlig en god idé om, hvorfor du skal være på sociale medier, hvem din målgruppe er og hvilke målsætninger, du har.

Det eneste, du mangler nu, er en stærk indholdsstrategi.

En indholdsstrategi er plan for, hvilken type indhold, du skal skabe for at indfri dine overordnede mål med din tilstedeværelse på sociale medier.

Kunne du tænke dig at blive klogere på, hvordan du gør netop det, så læs vores artikel på emnet, der gennemgår alle de punkter, du skal have styr på inden for indhold på sociale medier. 

Andre overvejelser, du kan gøre dig, er at spørge dig selv:

  • Hvem skaber mit indhold? (mig selv, mit team eller andre?)

  • Hvor kommer mit indhold fra? (mig selv, mit team eller andre)

  • Hvordan evaluerer jeg mit indhold? (redaktionsmøder, feedback, etc.)

 

5. Hvor meget tid kan jeg bruge på sociale medier? 

Alle virksomheder er forskellige. Der er ikke én model, der passer alle, når det kommer til, hvor ofte der bør postes indhold - eller hvor meget tid, der bør bruges på sociale medier generelt.

Det vigtigste er dog heller ikke, hvilken frekvens, du udgiver indhold i - men derimod, at du finder en frekvens, du kan være konsekvent omkring. Det samme gælder tiden, du investerer. 

Når du skal afgøre, hvor meget tid du skal bruge månedligt, ugentligt eller dagligt på sociale medier, bør du overveje, hvor ambitiøse dine mål er.

Hvis du har meget aggressive målsætninger, kræver det en større investering af tid. Ligeledes skal du have in mente, at det kan tage tid at bygge en kanal op. Stærke relationer er noget, vi mennesker bygger over tid - ikke fra den ene dag til den anden. 

Der er dog værktøjer, der kan hjælpe dig. Både med at spare tid, men også med at være konsekvent i din kommunikation. Ét er de værktøjer er at planlægge dit indhold. Dette kan gøres på flere måder, nogen platforme tillader det uden brug af tredjepartsapplikationer, andre gør ikke. Eksempelvis tilbyder Facebook, Instagram, TikTok og YouTube planlagte opslag i platformen i modsætning til LinkedIn og Snapchat. 

Et andet vigtigt værktøj er dem, som hjælper dig med at tolke og forstå din data. Der er svært blive bedre, hvis ikke du forstår, hvorfor dét, der virker for dig, rent virker.

 

6. Hvad er det første win? 

Når din strategi er sat, anbefaler vi, at du udvælger dit første win. Altså, en simpel målsætning, der er overkommelig for dig at nå.

Det er nemlig vigtigt at opnå nogle hurtige sejre i begyndelsen for at skabe et momentum, som du kan bygge videre på.  

Vi håber, at guiden her hjælper dig med at bygge din strategi for sociale medier.

Hvis du stadig synes, det er svært - og har du lyst til at få et bud på, hvordan opgaven kunne løftes? Så er du mere end velkommen til at udfylde vores kreative brief ved at svare på 10 korte spørgsmål.

Så giver vi dig et uforpligtende bud på, hvordan vi ser opgaven løst - kvit og frit.

Om forfatteren